Alle har nok prøvet at sove dårligt en enkelt nat eller to. Men når man gennem en længere periode oplever forstyrrelser i sit søvnmønster, kan der være tale om søvnproblemer, der er så generende, at der er brug for professionel hjælp til at afhjælpe dem. Begrebet ”søvnproblemer” dækker over en bred vifte af problemstillinger relateret til søvn.
Disse problemstillinger kan komme til udtryk på et hav af forskellige måder, men mange oplever:
Uanset hvordan ens søvnproblemer tager sig ud, kan de være invaliderende og føre til en forringelse af livskvaliteten. Derfor er det også vigtigt, at man får den rette hjælp til at håndtere sine søvnproblemer.
Vi lever i en verden, hvor vi bliver bombarderet med gode råd og regler for, hvordan vi bør leve vores liv. Sommetider kan det virke som om, at alt skal optimeres for, at vi kan leve på den absolut ”sundeste måde”. Kost, motion, relationer, skærmtid – og altså også søvn -skal under luppen.
Der er intet galt i at være opmærksom på, om man fx kommer i seng til ordentlig tid. De fleste af os fungerer bedst, når vi er friske og veludhvilede, så det er naturligt gerne at ville værne om sin søvn.
Men hvis opmærksomheden på god søvnkvalitet kammer over og bliver et overfokus, så kan det have den modsatte effekt. Ideen om ”den perfekte søvn” kan blive en uopnåelig standard, der forgæves jagtes. Med blot mere bekymring og dårlig samvittighed til følge.
Det er derfor vigtigt at huske på, at det er helt almindeligt at blive ramt på sin søvn i perioder, og at det er noget, som de fleste mennesker oplever i løbet af et liv. Når man får børn, så rammes søvnen ofte i flere år ad gangen – det er et vilkår. Og selvom det selvfølgelig er hårdt som småbørnsfamilie, så er det et vilkår, som vi godt kan tåle. Hvad end søvnbesværet skyldes bekymringer, spidsbelastningsperioder, eller noget tredje, så er det altså helt normalt.
Der kan være mange forskellige årsager til søvnbesvær. Herunder kan du læse nærmere om et udsnit af disse årsager.
Når man lider af en depression, er man ofte ramt på en række basale funktioner, såsom motivation, sexlyst og appetit. Det er også klassisk for den depressive tilstand, at den fører til forstyrrelser i søvnen.
Når man er deprimeret, sover man måske alt for meget; måske kan man slet ikke sove; eller måske sover man på nogle usædvanlige tidspunkter. Navnlig oplever mange med depression, at de vågner tidligt om morgenen og ikke kan falde i søvn igen. Dette kan være meget frustrerende og virke vedligeholdende for den depressive tilstand.
Hvis man lider af en depression, er det vigtigt, at man får den rette, målrettede behandling. Når depressionen afhjælpes, vil søvnmønstres ofte også normaliseres helt af sig selv.
Angstproblematikker fører ofte til søvnbesvær. I klinikken har vi mange klienter, der ligger og bekymrer sig, så de ikke kan falde i søvn om aftenen. Dette fører ofte til flere bekymringer om ikke at kunne sove, samt tanker om, hvordan søvnmanglen vil påvirke ens præstation på studiet eller arbejdet den næste dag. For nogle kan der også komme tanker om, at kan være skadeligt ikke at sove nok, hvilket kan udvikle sig til panikangst eller decideret angst for søvnløshed.
Lige meget om ens bekymringer er generelle eller specifikt rettet mod den forstyrrede søvn, er der meget, man kan gøre for at afhjælpe bekymringstendens før sengetid. I klinikken har vi gode erfaringer med at behandle angstproblematikker, der på den ene eller anden måde knytter sig til søvnbesvær.
Vi mennesker er beregnet til at holde til belastninger og stress – i korte intervaller ad gangen. Hvis man gennem en længere periode skal holde et højt tempo for at få enderne til at mødes, kan det udvikle sig til en stresstilstand med en række ubehagelige symptomer til følge.
I en sådan stresstilstand er det almindeligt, at søvnen er noget af det første, der påvirkes. Uro i kroppen efter endnu en dag med højt tempo kan gøre det vanskeligt at falde i søvn om aftenen – ligesom udsigten til lange to do-lister kan vække én midt om natten med bankende hjerte og myldrende tanker.
I klinikken har jeg mange klienter, der på den ene eller anden måde kæmper med deres søvn. Hvordan søvnproblemerne bedst afhjælpes, afhænger af, hvad der lægger til grund for dine problemer. Hvis problemet med søvnen fx er et symptom på stress, angst eller depression, så vil søvnen også blive afhjulpet, når vi behandler det primære problem i terapien.
Hvor der ikke er en decideret diagnose eller anden primær problemstilling på spil, handler det om at finde måder, der for den enkelte vil kunne give en bedre søvnhygiejne. Her vil vi i terapien bl.a. gå ind og undersøge konkrete vaner, såsom koffeinindtag, skærmforbrug, middagslure og lignende.
Vi oplever også, at det er relevant for de fleste – selv, hvor der hverken er tale om en angst-, stress- eller depressionsdiagnose – at lære strategier til at bekymre sig mindre inden sengetid.
Hvordan et forløb om søvnbesvær skal tage sig ud, afhænger altså meget af den enkelte, og er noget, som vi i fællesskab finder ud af i forløbet. Hvis du gerne vil i gang med terapien og slippe af med dine søvnproblemer, så er du velkommen til at kontakte mig.