En del studerende oplever dog, at der ikke kun er tale om nervøsitet i eksamens- eller præstationssammenhænge, men at følelsen derimod udvikler sig til decideret angst.
For en stor gruppe unge mennesker er eksamensperioden sværtet til af bange anelser om ikke at slå til. Her er ingen spænding at berette om, snarere rædsel, og i maven flakser ingen sommerfugle rundt. I stedet ligger der en stor, sort sten og tynger. Og blander sig med angstfyldte tanker om at være utilstrækkelig, om at blive afsløret, og om at blive vejet og fundet for let. For denne gruppe unge er eksamen alt andet end en fest. Den er tale om angst. Kan du genkende det?
Eksamensangst er forbundet med stort ubehag og kan i modsætning til den almindelige nervøsitet være med til at hæmme din præstation. Foruden at opleve angst til eksamen er der også studerende som oplever at få skriveblokering i forbindelse med større skriftlige afleveringer eller ved specialeskrivning.
Når vi mennesker bliver vurderet i en sammenhæng eller skal fremlægge og præstere foran andre mennesker, så kan det helt naturligt skabe nervøsitet. Det er meget menneskeligt. Hvad er så præstationsangst? Det er, når den naturlige nervøsitet bliver til egentlig angst, hvor du bliver meget bange og mærker mange symptomer.
Præstationsangst er også det som sker ved angst for eksamener, men det kan også ramme mere bredt. Det kan være præsentationer flere steder – ved fremlæggelser i klasse, på job eller andre relevante steder. Præstationsangst er også karakteriseret ved, at du måske helt undgår bestemte situationer af frygt for at mærke angsten – eller af frygt for ikke at præstere godt. Ofte vil angsten kunne drille flere dage eller måske uger op til den frygtede præstation, under præstationen vælter angsten ind over dig og efterfølgende bruger du måske meget tid på at endevende, det som skete?
Eksamensangst er en meget opslidende tilstand – og ubehandlet kan det genere dit liv i flere uger, ja op til måneder op til en given eksamen eller præstation. Det kan også begrænse dit liv, hvis du giver angsten lov til at bestemme. Måske fravælger du bestemte jobs pga. frygten for at præstere, måske har du udskudt en eksamen eller undladt en jobsamtale? Ved skriveblokering kan du
opleve, at hele skriveprocessen sættes på standby gennem længere tid og kan give dig problemer med at færdiggøre din uddannelse.
Tvivl og usikkerhed kombineret med høje krav og forventninger til dig selv er ofte årsag til, at man døjer med eksamens- eller præstationsangst. Måske kan du nikke genkendende til, at du altid forventer det bedste af dig selv? Foruden egne forventninger kan studie- eller arbejdskulturen også være med til at puste til angst for at fremlægge eller præstere foran andre. Hvis dit studie eller din arbejdsplads har meget fokus på præstationer og flotte resultater – eller har udviklet en fejl-finder-kultur – så kan det godt aktivere en angst for at fremlægge.
I dag anslås det, at op imod en fjerdedel af landets studerende er bange for at gå til eksamen. Dette er et svimlende højt tal. Det er også, efter vores overbevisning, langt højere end det behøvede at være.
Men nu, hvor det alligevel forholder sig sådan, så kan man jo passende overveje hvorfor. Hvordan kan det forklares, at så mange unge er ramt af eksamensangst? På baggrund af vores samtaler med de mange unge med eksamensangst, som vi jævnligt møder i klinikken, kan vi give et par bud:
For det første har ungdommen har alle dage været brydningstid med potentiale for angst og usikkerhed. Eksamenstiden lægger ikke ligefrem en dæmper på disse følelser. Faktisk tværtimod. Hvis man i forvejen er opsat på at gøre alting godt og rigtigt – som mange unge er i dag – så kan det ikke undgås, at eksamenstiden puster til ilden. Og får katastrofetanker om ens egen værd, eller mangel på samme, til at poppe op til overfladen.
Hertil kommer, at der i vores kultur eksisterer et ideal om evig selvoptimering. Den usagte kerneantagelse er, at hvis ikke man lykkes med sine planer, må det tilskrives en personlig brist. Som resultat er rigtig mange unge derfor ved at slå knude på sig selv i bestræbelserne for at opnå succes – herunder ”de rigtige” karakterer over hele linjen.
Endelig kan det nævnes, at der er en del, der tyder på, at elever og studerende rent faktisk har fået det hårdere de seneste år. Formelt skærpede krav i uddannelsessystemet – både i form af flere og mere omfattende tests i folkeskolen, hurtigstartbonusser, uddannelseslofter, stadigt stigende adgangskrav og stadigt mindre fleksibilitet i selve tilrettelæggelsen af egen universitetsuddannelse – kan således også have sin del af forklaringen på, at vi ser så mange unge med regulær eksamensangst.
Det er selvsagt dybt uhensigtsmæssigt, at der er så mange unge mennesker, der skal gå rundt og frygte for deres forestående eksamener. Men samtidig betyder problemets udbredelse jo også, at hvis du lider af eksamensangst…. så er du ikke alene. Langt fra! Der er faktisk rigtig gode muligheder for, at du kender mindst én, der har eller har haft det ligesom dig.
Din metakognitive psykolog vil klæde dig på til at identificere dine triggertanker omkring præstation og igennem Detached Mindfulness træning vil du opdage, at du har stor selvbestemmelse og kontrol over, hvornår og hvor meget du responderer på sådanne tanker med bekymring.
Du lærer teknikker såsom opmærksomhedstræning og “at udskyde bekymring” med henblik på at skrue ned for den tid, du bruger på at bekymre dig op til at du skal være “på”.
Når du er på, vil angsten igen påkalde sig opmærksomhed ved at få dig til at øge dit selvfokus og få dig til at vurdere dig selv, det du siger og gør. Her kommer opmærksomhedstræningen dig igen til gavn med fokus på, at du i høj grad selv bestemmer, hvor din opmærksomhed skal rettes hen. Angsten vil gerne, at du retter opmærksomhedspilen indad mod dig selv og måden, du agerer på. Vi vil styrke dig til i højere grad at zoome ud og komme til stede i det, der skal siges og gøres udenfor dig selv.
Har man tendens til overtænkning er det typisk efter en præstationssammenhæng at bruge uforbeholden meget tid på at gå tilbage og gruble, endevende eller dvæle ved det skete. Dette puster igen liv i angst, uro, selvtvivl og psykisk mistrivsel.
Igen guides du i terapien til at gøre brug af dine nye Detached Mindfulness teknikker til ikke at puste liv i din angst. Vil du læse mere om metakognitiv terapi, så klik på linket